19-årig sigtet: 28-årig mand stukket i armen med kniv

(Arkivfoto: Allan Andersen)

NIVÅ: Onsdag aften kl. 22.15 indløb der anmeldelse om, at kunder og personale på Circle K på Niverød Kongevej blev generet af en mand grundet hans adfærd, og en patrulje kørte derfor til stedet.

Her blev manden truffet i selskab med fire andre mænd, og de blev efter en adfærdsregulerende samtale bedt om at forlade stedet.

Knap halvanden time senere, kl. 23.43, indløb der anmeldelse via 1-1-2 om, at en mand var blevet stukket med kniv på Nivåhøj, og flere patruljer kørte straks til stedet. Her kunne det konstateres, at en 28-årig mand fra Nivå var blevet stukket med kniv i armen.

Det kunne ligeledes konstateres, at han var en af de personer, som tidligere på aftenen var blevet bortvist fra Circle K. Den 28-årige blev kørt med ambulance til hospitalet for behandling af sine skader.

På baggrund af den indledende efterforskning i sagen kunne en patrulje klokken 04.17 anholde og sigte en 19-årig mand fra Nivå for forholdet. Han havde ligeledes været til stede ved hændelsen på Circle K tidligere på aftenen, og den forurettede og han havde derfor et forudgående kendskab til hinanden.