Fyrværkeri eksploderet i hånden på 28-årig mand

(Arkivfoto: Local Eyes)

FARUM: Søndag eftermiddag kl. 17.23 blev det anmeldt, at en 28-årig mand fra København var kommet alvorligt til skade med sin hånd, efter et stykke fyrværkeri var eksploderet i hånden på ham foran Farum Park efter Superliga-kampen imellem FC Nordsjælland og Viborg FF.

Politi og ambulance blev sendt til stedet, og personalet fra sidstnævnte ydede førstehjælp til manden, inden han blev transporteret til hospitalet for yderligere behandling.

En 24-årig mand fra Farum har muligvis videregivet fyrværkeriet til den 28-årige mand, men om han kan og eventuelt skal sigtes for noget i den forbindelse, er endnu ikke færdigvurderet.

Nordsjællands Politi har ikke yderligere oplysninger om graden af skader eller den 28-åriges nuværende tilstand.

Vidner til episoden, som har brug for at tale med nogen om hændelsen, opfordres til fx at kontakte Offerrådgivningen.