Skud affyret i Holbæk i nat

(Foto: Allan Andersen)

HOLBÆK: Natten til tirsdag kl. 00.11 fik politiet flere anmeldelser om, at der var hørt flere skud i nærheden af Ladegårdsparken Øst i Holbæk. Politiet kørte talstærkt til området, men patruljerne traf ingen personer i området, og der var ingen melding om tilskadekomne.

Ved undersøgelser på stedet fandt politiet flere afskudte patronhylstre i et grønt område øst for Ladegårdsparken ved Claus Norbysvej. Området blev afspærret, mens der var undersøgelser i gang, og hunde afsøgte området. Politiet oplevede ro i området, mens patruljerne var på stedet, og traf kun meget få personer omkring Ladegårdsparken efter episoden.

Vidner så en ung mand omkring søen umiddelbart efter lyden af skud. Han løb i retning mod blokkene. Manden beskrives som: ung, sort kort hår. Intet nærmere.

Et andet vidne så en person, som løb ad stien bag Barsebæk og Peder Billesvej. Personen beskrives som: 180 cm høj, slank af bygning, iført mørk hættetrøje og hætte over hovedet, lange bukser.

Den første patrulje på stedet, så en mørk personbil, som kørte ad Claus Norbys Vej i sydlig retning. Det lykkedes ikke politiet at få standset den mørke personbil, og politiet vil derfor meget gerne i kontakt med den bilist, som kørte i området, og som kan have set noget i forbindelse med skudafgivelsen.

Vidner som har oplysninger i sagen bedes kontakte politiet på tlf. 114.