To litauiske tyveknægte varetægtsfængslet: Taget med favnen fuld af værdifulde arbejdsmaskiner

(Modelfoto: Allan Andersen)

To litauiske mænd på 46 og 52 år blev ved et lukket grundlovsforhør ved Retten i Sønderborg varetægtsfængslet i fire uger, sigtet for tyveri af et parti værdifulde arbejdsmaskiner. De to mænd nægter sig skyldige, men har ikke kæret varetægtsfængslingen.

De to personer blev anholdt søndag eftermiddag ved grænsen i forbindelse med, at de var på vej ud af landet med kosterne.

De to sigtede nægter sig skyldige, men har ikke kæret varetægtsfængslingen.

Sagen bliver efterforsket af Udlændingekontrolafdeling Vest (UKA Vest) ved Syd- og Sønderjyllands Politi. Politiet kan dog af hensyn til den aktuelle efterforskning i øjeblikket ikke oplyse yderligere.

Udlændingekontrolafdeling Vest (UKA Vest) er en specialenhed i Syd- og Sønderjyllands Politi bestående af operativt personale, efterforskere og analytikere. UKA Vest er placeret i Padborg – tæt på landegrænsen til Tyskland.
UKA Vest bekæmper grænseoverskridende kriminalitet i grænseregionen – eksempelvis omrejsende kriminelle grupper og arbejder i den forbindelse tæt sammen med Landespolizei, Bundespolizei og Zoll i Tyskland.
På vegne af Dansk Politi hjemtager UKA Vest personer, der eksempelvis pågribes i Tyskland med tyvekoster fra Danmark. Det sker igennem europæiske arrestordrer, og personerne strafforfølges efterfølgende i Danmark for den begåede kriminalitet.
UKA Vest har endvidere ansvaret for den midlertidige grænsekontrol til Tyskland. I grænseregionen patruljerer UKA Vest, Landespolizei og Bundespolizei sammen i fælles patruljer for også operativt at bekæmpe den grænseoverskridende kriminalitet. Smugling over landegrænsen til Tyskland har et særligt fokus i UKA Vest og en særlig Politi- og Toldenhed i Padborg gennemfører på baggrund af analyser og efterretninger indsatser rettet mod indsmugling af narkotika, våben, højt beskattede varer m.v.