33-årig mand varetægtsfængslet: Voldtog mindreårig pige fem gange i en skov

(Arkivfoto: Københavns Vestegn Politi)

GLOSTRUP: En 33-årig mand er blevet varetægtsfængslet i fire uger ved Retten i Glostrup, sigtet for flere voldtægter af en pige på 12-15 år.

Den 33-årige mand er ifølge Ekstra Bladet sigtet for mindst fem tilfælde af samleje med pigen under tvang og udnyttelse af sin psykiske overlegenhed. Han blev varetægtsfængslet efter et to timer langt grundlovsforhør, hvor dørene blev lukket af hensyn til det mindreårige offer og den videre efterforskning.

Pigen har været offer for såkaldt ‘grooming’, hvor den sigtede og den mindreårige pige har fået kontakt på nettet og pigen er her blevet lokket/overtalt til at sende fotos eller videoer af sig selv med seksuelt indhold til den 33-årige mand som herefter pressede pigen til at mødes med ham i skoven.

Københavns Vestegns politi anholdt lørdag den 33-årige mand, efter en anmeldelse som indløb forleden.

– Den 33-årige nægter sig skyldig og tog forbehold for at kære fængslingen til landsretten, oplyser anklager Robert Rafn, der betegner sagen som ‘grov’ til Ekstra Bladet.

Den 33-årige er sigtet for voldtægt efter den nye bestemmelse om manglende samtykke, for samleje med et barn under 15 år ved udnyttelse af sin psykiske overlegenhed og for ‘andet seksuelt forhold end samleje’, ved at have haft oralsex med pigen.