Dyr køretur uden kørekort: 35-årig motorcyklist fik taget ”kværnen”

(Arkivfoto: Allan Andersen)

HØJBY SJ: Søndag eftermiddag kl. 16.55 standsede en patrulje fra færdselsafdelingen en motorcyklist på Nygårdsvej i Højby Sj. Føreren, en 35-årig kvinde fra Hørve, havde ikke noget gyldigt kørekort, da hun ikke havde været oppe til en kontrollerende køreprøve efter en tidligere frakendelse.

Problemerne stoppede dog ikke der, idet motorcyklen var ikke indregistreret i Danmark, og den var heller ikke forsikret. På motorcyklen sad en nummerplade, som tilhørte en anden motorcykel, der som en ekstra bonus var afmeldt i motorregistret.

Den 35-årige kvinde havde desuden flere tidligere sager om kørsel i frakendelsestiden og kørsel uden førerret, så politiet besluttede at beslaglægge motorcyklen, som det er muligt ifølge færdselslovens regler om konfiskation, når der er tale om kørsel uden kørekort i gentagelsestilfælde.

Kvinden blev sigtet for de mange overtrædelser af færdselsloven, og hun accepterede beslaglæggelsen af ”kværnen” – retten vil senere tage stilling til, om motorcyklen kan endeligt konfiskeres.