Mand sigtet for besiddelse af hash: Færdselspatrulje fik uventet sidegevinst

(Foto: Politi.dk)

VIG: Mandag formiddag fik en politipatrulje en uventet sidegevinst, idet de kunne sigte en mand for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer – under en færdselskontrol.

Mandag formiddag kl. 11.00 stod en patrulje på Vig by, hvor de lavede en rutinemæssig færdselskontrol.

Fra et åbenstående vindue i en ejendom tæt ved kunne betjentene lugte at der blev røget hash, og de henvendte sig derfor på adressen, hvor de traf en mand i 40´erne, som erkendte at have røget hash.

Han fremviste selv 15 gram hash, som politiet beslaglagde med henblik på konfiskation.

Manden blev sigtet for lov om euforiserende stoffer og politiet ransagede hans bopæl, men fandt ikke yderligere. Den sigtede vil senere høre mere fra politiet i sagen.