Omfattende politiaktion mod hælere

(Foto: Allan Andersen)

POLITIAKTION: Der blev beslaglagt køleskabe, komfurer, frysere og ovne, da politiet ransagerede hjem både på Fyn og flere andre steder i landet. I alt blev fem adresser i dag ransaget på Fyn.

Ti hjem i resten af landet bliver ransaget i dag og i løbet af de kommende dage. Politiets efterforskning har vist, at beboere på adresserne har købt hårde hvidevarer, som stammer fra en række indbrud.

På baggrund af den viden efterforskningen har tilvejebragt mener Fyns Politi, at de pågældende borgere ikke kunne undgå at være klare over, at der faktisk var tale om handel med tyvekoster. Både stedet, hvorfra varerne blev solgt, omstændighederne omkring salget samt ikke mindst priserne, burde have vakt de sigtedes entydige mistanke om, at de købte tyvekoster – og dermed begik hæleri.

Tænk dig om, før du handler 
”Dagens ransagninger understreger, at det er strafbart at begå hæleri – og at man virkelig skal tænke sig grundigt om, inden man hopper ud i at købe noget, hvor der ikke er dokumentation, som beviser, der ikke er tale om tyvekoster. Henter man en ny vaskemaskine i en suspekt kælder hos personer, der måske ikke helt er i stand til at forklare, hvor de har varerne fra – ja, så bør man måske bare køre tomhændet hjem igen”, siger vicepolitiinspektør Jesper Weimar Pedersen fra Fyns Politi.

Salget af hælervarerne foregik netop fra et kælderrum i et industrikvarter. På stedet var der blandt andet ingen synlige tegn på, at der var tale om en reel virksomhed eller butik, og priserne på varerne lå langt under, hvad man med rette kan betegne som et endog rigtig godt tilbud – advarselstegnene var til at få øje på.

Udløber af omfattende indbrud
Dagens politiaktion var en udløber af en række omfattende indbrud tidligere på året i Odense, Middelfart, Ringe, Fredericia og Kolding hos forhandlere af hårde hvidevarer. Der blev ved de mange indbrud stjålet værdier for adskillige hundredetusinde kroner.

Under efterforskningen af den meget omfattende sag, opdagede politiet, at gerningsmændene havde sat en del af de stjålne hvidevarer til salg på nettet. Blandt køberne var de borgere, dagens politiaktion var rettet imod.

Fire mænd blev i slutningen af april anholdt, sigtet og varetægtsfængslet for de mange indbrud. De er siden blevet tiltalt i sagen, der afventer at blive berammet ved Retten.

Fakta:
Straffen for at begå hæleri går fra bøde og op til 1 år og 6 måneders fængsel (§290). Hvis hæleriet er af særlig grov beskaffenhed, har erhvervsmæssig eller professionel karakter, eller hvis der er tale om et større antal forbrydelser, kan straffen stige op til 6 års fængsel (§290, stk. 2).