To mænd varetægtsfængslet efter røveriforsøg mod taxachauffør

(Modelfoto)

HOLBÆK: Kl. 06.17 lørdag morgen anmeldte en 73-årig mandlig taxachauffør, at to mænd netop havde forsøgt at begå et røveri mod ham. De to mænd, der havde været passagerer i taxaen, var det lykkedes chaufføren at flygte fra med taxaen og uden at udlevere et udbytte.

De to mistænkte havde hyret taxaen, som kl. ca. 06.15 var standset for rødt lys i krydset Rosen-Smedelundsgade. De to kunder truede pludselig taxachaufføren med en kniv og en fukssvans, samtidig med at den ene tildelte chaufføren nogle slag i forbindelse med krav om at få nogle penge udleveret.

Under røveriforsøget steg de to mænd ud af taxaen, så taxachaufføren så sit snit til at flygte fra stedet.

Efterfølgende slog han alarm, så flere patruljer straks begyndte at lede efter de to mænd i området med bl.a. en hundepatrulje, ligesom anden efterforskning blev iværksat. Det førte til, at politiet kort før kl. 07.30 kunne anholde en 19-årig mand fra Sorø kommune og en 23-årig mand fra Holbæk kommune, der blev fundet på en adresse i den centrale del af Holbæk.

Taxachauffør blev undersøgt på en skadestue, idet han havde pådraget sig lettere kvæstelser efter røveriforsøget.

Efter afhøring til sagen blev de to anholdte senere lørdag fremstillet i grundlovsforhør med krav om varetægtsfængsling. Retten besluttede, at de to mænd begge skulle varetægtsfængsles foreløbigt frem til den 21. september 2021.