Yngre mand dræbt i trafikulykke: Personbil stødt frontalt sammen med lastbil

(Arkivfoto: Allan Andersen)

BRØRUP: En personbil og en lastbil kørte her til morgen frontalt sammen på Vejlevej i Brørup, en mandlig fører af en personbil blev dræbt på stedet.

Syd- og Sønderjyllands Politi modtog klokken 06.16 via 1-1-2 anmeldelse om en trafikulykke på Vejlevej i Brørup, hvor en personbil og en lastbil var stødt frontalt sammen.

Ved ulykken var en yngre mand fra lokalområdet, der var fører af personbilen, blevet erklæret død på skadestedet af en læge. De pårørende er underrettet.

Politi, redningsberedskabet samt en bilinspektør arbejder mandag formiddag fortsat på stedet og tidshorisonten for, hvornår undersøgelserne samt oprydningen er overstået er p.t. ukendt.