Amfetamin konfiskeret fra narkopåvirket motorcyklist

(Modelfoto: Allan Andersen)

BRØNDERSLEV: Søndag formiddag standsede politiet en motorcyklist til kontrol på Gravensgrade i Brønderslev. Grundet mistanke til påvirket kørsel instruerede man føreren – en 35-årig mand – i at deltage i en narkometertest.

En test, der gav udslag for, at føreren tilsyneladende havde indtaget både amfetamin og cannabis forud for kørslen.

Betjentene visiterede derfor manden, da de havde mistanke til, at han muligvis var i besiddelse af ulovlig narkotika. Det viste sig, at han havde ca. 3 gram amfetamin på sig. Derudover kunne betjentene via opslag i politiets IT-system se, at føreren ikke havde førerret til motorcykel.

Politiet sigtede og anholdt derfor motorcyklisten for narkopåvirket kørsel, besiddelse af ulovlig narkotika samt kørsel uden førerret. En blodprøve blev efterfølgende udtaget som bevismateriale i sagen.