Bedrageri og forsøg på bedrageri mod ældre

(Modelfoto)

Nordsjælland: Tirsdag har flere ældre i Nordsjælland anmeldt at de har været ofre for forsøg på bedrageri og fuldførte bedragerier ved at svindlere har udgivet sig for at være fra Politiet eller fra ofrenes bank.

HOLTE: Tirsdag klokken 16.05 anmeldte en 84-årig kvinde fra Holte, at hun dagen forinden omkring klokken 15 var blevet ringet op af en mand, som udgav sig for at være ansat i en bank. Han fortalte hende, at der ville komme en mand forbi og hente hendes betalingskort, og at hun samtidig skulle oplyse manden om koden til kortet. Efterfølgende dukkede der en mand op på kvindens bopæl på Vejlesøparken og fik udleveret betalingskort og kode dertil.

Manden beskrives som: Mellemamerikansk af udseende, 18-20 år, ca. 170 cm, almindelig af bygning og med kort sort hår. Iført mørk kasket og kort jakke. Medbragte gul kuvert. Talte dansk.

SMØRUM: En 80-årig kvinde fra Smørum anmeldte klokken 19.56, at hun klokken 16.00 var blevet ringet op af en mand, som udgav sig for at være ansat i en bank. Manden forklarede, at nogen havde hævet penge fra hendes konto, og at hun derfor havde brug for nye hævekort, hvorfor en person ville indfinde sig på hendes adresse senere på dagen for at afhente de gamle hævekort. Der dukkede efterfølgende en mand op på kvindens bopæl på Solbærvangen, og efter han havde fået udleveret kvindens hævekort, havde han held med at hæve et større beløb i kontanter fra kvindens konto.

Manden beskrives som: dansk af udseende, 40-50 år, ca. 175 cm, almindelig af bygning, lys i huden og med kort brunt hår. Iført grøn selvlysende t-shirt. Talte dansk.

KGS. LYNGBY: På vegne af en 87-årig kvinde fra Kgs. Lyngby blev det klokken 20.29 anmeldt, at kvinden klokken 19.50 var blevet ringet op af en mand, som på engelsk oplyste, at han var ansat i politiet. Manden påstod, at nogen havde forsøgt at hæve penge fra kvindens konto, og at hun derfor havde brug for nye betalingskort. Kvinden blev dog mistænksom ved denne forklaring, og hun afbrød derfor samtalen.

Flere borgere i Nordsjællands Politi er den seneste tid blevet kontaktet af personer, som udgiver sig for at være fra en offentlig myndighed eller en bank for at lokke personlige oplysninger og betalingskort med tilhørende information ud af borgerne. Nordsjællands Politi opfordrer til, at man ikke udleverer personlige informationer eller sine betalingskort til ukendte personer. Er man i tvivl om, hvorvidt en person reelt er ansat i den oplyste offentlige myndighed eller virksomhed, kan man bede om personens navn og derefter ringe til det specifikke ansættelsessted for at få dette be- eller afkræftet. Her er det vigtigt, at man som borger selv finder hovedtelefonnummeret til den pågældende offentlige myndighed eller virksomhed og ikke ringer tilbage til det nummer, som personen ringer fra eller oplyser.