24-årig mand idømt forbud mod at opholde sig i nattelivet

(Arkivfoto: Allan Andersen)

Anklagemyndigheden ved Nordsjællands Politi har i sidste uge ført sin første sag om opholdsforbud i nattelivet, og en 24-årig mand er ved Retten i Helsingør idømt forbud mod at opholde sig på beværtninger, restaurationer og andre offentlige steder, hvor der serveres alkohol, samt i de nattelivszoner, som politiet har mulighed for at udpege.

Sagen er den første af sin art i Nordsjælland og er en følge af en lov, som trådte i kraft 1. juli 2021, hvor personer, der bliver dømt for visse typer af kriminalitet i nattelivet, kan få forbud mod at færdes og opholde sig i nattelivet. Det betyder dels, at den dømte person i tidsrummet mellem kl 24. og 05 ikke har lov til at opholde sig på barer, restauranter og øvrige steder, hvor der serveres alkohol dels, at vedkommende ikke må opholde sig i nogen af de nattelivszoner, som politiet udpeger og offentliggør på sin hjemmeside.

Sagen ved Retten i Helsingør drejede sig om en 24-årig mand fra Nivå, som blev dømt for at have slået og sparke flere personer ved Stürups Plads i Helsingør. Han blev også dømt for at have knust en rude på Stengade og for besiddelse af en mindre mængde hash til eget brug.

Den 24-årige fik en ubetinget fængselsstraf på fem måneder foruden et forbud mod at færdes og opholde sig i nattelivet i en periode på ni måneder. Han valgte at tage betænkningstid.

– Jeg er yderst tilfreds med, at retten har valgt at følge Anklagemyndighedens påstande både med hensyn til strafudmåling og nedlæggelse af forbud mod at færdes i nattelivet, siger anklagerfuldmægtig Dersim Bicen fra Anklagemyndigheden ved Nordsjællands Politi.