Solouheld udløste sigtelse for spirituskørsel

(Foto: Allan Andersen)

HELSINGØR: Mandag formiddag kl. 10.51 indløb der anmeldelse om, at en bilist kort forinden havde påkørt en lygtepæl på Ponydalen. Bilisten forsøgte derefter at køre fra stedet, men endte med at flygte til fods.

En patrulje kørte til området for at lede efter føreren af bilen, og kort efter blev en 27-årig mand fra Snekkersten, som svarede til beskrivelsen af bilisten, udfundet. Han blev anholdt og sigtet for spirituskørsel, idet det formodedes, at han havde ført bilen med en promille over det tilladte.

Den 27-årige mand blev derefter taget med til blodprøveudtagning med henblik på præcist at fastslå hans eventuelle promillegrad.

Usikker dækning fra forsikringen
Der skete ved uheldet ikke umiddelbart nogen personskade og den 27-årige bilist – bilens registrerede ejer – skal nu formentlig finde en god forklaring til sit forsikringsselskab såfremt promillen er over 1,60 promille.

Ifølge gældende regler så skal promillen op på 1,2 eller mere, før forsikringen ikke dækker. Der er dog gummi i den del, idet at hvis bilisten kan bevise, at denne ikke selv var skyld i ulykken kan promillen for den sags skyld være så høj at man nærmest er bevidstløs. Hvis promillen derimod er over 1,60, ligger det fast i retspraksis, at skaden antages at være forvoldt ved selvforskyldt beruselse – og så dækker forsikringen automatisk ikke længere, medmindre det klart kan bevises at beruselsen ikke havde indvirkning på ulykken.

Kører en spritbilist galt med en promille på under 1,2, har forsikringsselskaberne kun mulighed for at nægte ham erstatning, hvis han har udvist grov uagtsomhed. Det kan for eksempel være, hvis bilisten har slingret meget og kørt alt for stærkt.

(Foto: Allan Andersen)
(Foto: Allan Andersen)
(Foto: Allan Andersen)