To anholdt for overfald og afpresning mod 34-årig mand

(Modelfoto: Allan Andersen)

KØGE: Tirsdag eftermiddag indfandt en 34-årig mand fra København sig personligt hos politiet for at anmelde et overfald på ham, begået mandag aften kl. ca. 18.00 – to voldsmænd blev anholdt og ofret selv blev også anholdt. 

Efter forudgående aftale var den 34-årige mand troppet op på en adresse i Boholte-området i Køge for at tale med en 41-årig mand fra Køge. En anden 41-årig mand fra Køge var også til stedet ved mødet, der udviklede sig, idet de to mænd udsatte den 34-årige for et groft overfald og stak ham overfladisk med en kniv.

Efterfølgende afpressede mændene den 34-årige til at overføre et pengebeløb til en anvist bankkonto.

Efter en lægeundersøgelse tirsdag til registrering af de skader, som den 34-årige var blevet påført, fik politiet hurtigt identificeret og opsøgt de to mistænkte mænd, som begge blev anholdt tirsdag aften i Køge.

Efter sigtelse og afhøring til sagerne blev den ene anholdte, en 41-årig mand, løsladt tirsdag ud fra en juridisk vurdering af hans rolle i sagerne, mens den anden 41-årige forblev i politiets varetægt idet anklagemyndigheden fremstillede ham i et grundlovsforhør kl. 13.00 ved Retten i Roskilde i løbet af onsdag som mistænkt for grov vold og afpresning.

Det 34-årige voldsoffer blev, efter en grundig afhøring til sagerne, selv frihedsberøvet idet det viste sig at han var efterlyst af Københavns Politi til fremstilling i fogedretten. Han blev derfor anbragt i et arresthus, indtil Københavns Politi  fik afleveret ham i fogedretten.