To mænd og en kvinde tiltalt for at planlægge terrorangreb

(Modelfoto)

Anklagemyndigheden har tiltalt to mænd og en kvinde for forsøg på terrorisme. Efter anklagemyndighedens opfattelse anskaffede de tre personer kemikalier og materialer til at fremstille en eller flere bomber, som skulle bruges ved et terrorangreb et ukendt sted enten i Danmark eller i udlandet.

Justitsministeren har tiltrådt anklagemyndighedens indstilling om at rejse tiltale for forsøg på terrorisme mod tre personer fra Københavnsområdet.

De to mænd på 22 år og 23 år samt en kvinde på 39 år er tiltalt for forsøg på terrorisme efter straffelovens § 114, jf. § 21. Det er anklagemyndighedens opfattelse, at de tre anskaffede sig forskellige kemikalier og udstyr med henblik på at fremstille en eller flere bomber, der skulle bruges ved et terrorangreb et ukendt sted i enten Danmark eller udlandet.

»Vi mener, at de tre personer havde anskaffet sig kemikalier og materialer, der gjorde dem i stand til at fremstille sprængstof, som skulle bruges ved et terrorangreb. Det er også vores opfattelse, at planerne mislykkedes, da de to mænd blev anholdt af politiet,« siger Lise-Lotte Nilas, statsadvokat i København.

De tre personer blev anholdt på mistanken om forsøg på terrorisme i december 2019. Ud over tiltalen for forsøg på terrorisme er den 39-årige kvinde også tiltalt for finansiering af terrorvirksomhed ved at have overført pengebeløb via en mellemmand til personer, der var tilknyttet terrorgruppen Islamisk Stat.

Derudover er hun tiltalt for at have fremmet terrorvirksomhed ved at have hjulpet flere personer, der var tilknyttet Islamisk Stat, med bl.a. at oprette profiler på sociale medier og kommunikere på internettet, samt ved at have udbredt store mængder propagandamateriale fra Islamisk Stat på internettet.

Den ene af de tiltalte mænd samt den tiltalte kvinde har efter de foreliggende oplysninger dobbelt statsborgerskab, og anklagemyndigheden vil derfor i sagen nedlægge påstand om, at de to personer bliver frataget deres danske indfødsret og udvises af Danmark for bestandigt. Den tredje tiltalte har alene dansk statsborgerskab.

Sagen er planlagt til at begynde i starten af november ved Københavns Byret