Våbenlov: Udvisning for bestandig af tyrkisk statsborger

(Modelfoto)

RETTEN: Udvisning af tyrkisk statsborger med indrejseforbud for bestandig var ikke i strid med associeringsafgørelsen eller Menneskerettighedskonventionen, det fastslår Højesteret i en dom afsagt i dag.

Den tiltalte var fundet skyldig i overtrædelse af navnlig straffelovens § 192 a ved i forening med to medtiltalte at have været i besiddelse af en halvautomatisk pistol isat syv skarpe patroner. Han blev i landsretten straffet med fængsel i 3 år og 3 måneder og udvist af Danmark med indrejseforbud for bestandig. For Højesteret angik sagen strafudmålingen, og om der skulle ske udvisning.

Højesteret tiltrådte, at straffen skulle fastsættes til fængsel i 3 år og 3 måneder.

Den tiltalte, der var tyrkisk statsborger, var omfattet af Associeringsrådets afgørelse nr. 1/80 af 19. september 1980 om udvikling af associeringen mellem EØF og Tyrkiet (associeringsafgørelsen), og spørgsmålet var herefter, om udvisning ville være i strid med associeringsafgørelsens artikel 14, stk. 1 og Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8.

Højesteret fandt navnlig under henvisning til, at Den tiltalte tidligere var dømt for tilsvarende alvorlig våbenkriminalitet, at Den tiltaltes adfærd aktuelt måtte anses for at udgøre en reel og tilstrækkeligt alvorlig trussel, der berørte en grundlæggende samfundsinteresse, jf. artikel 14, stk. 1, i associeringsafgørelsen, og trusselsbetingelsen i bestemmelsen var derfor opfyldt.

Ved proportionalitetsvurderingen lagde Højesteret til grund, at den tiltaltes bånd til Danmark var meget stærkere end hans tilknytning til Tyrkiet. Han havde dog ud over statsborgerskabet en vis tilknytning til Tyrkiet og ville ikke være uden forudsætninger for at begå sig der, hvis han blev udvist.

Efter arten og grovheden af den begåede kriminalitet samt det forhold, at tiltalte tidligere var betinget udvist af Danmark for tilsvarende kriminalitet, fandt Højesteret efter en samlet vurdering, at de hensyn, der talte for udvisning af tiltalte, var så tungtvejende, at de havde større vægt end de hensyn, som talte imod udvisning.

Højesteret fandt endvidere, at det ikke var uproportionalt at udvise tiltalte for bestandig, og lagde herved særlig vægt på, at den tiltalte var idømt en længerevarende fængselsstraf for alvorlig våbenkriminalitet for anden gang, og at han tidligere ved en betinget udvisning i en tilsvarende sag var blevet advaret om, at fortsat kriminalitet kunne føre til ubetinget udvisning. Derudover lagde Højesteret vægt på, at tiltalte ikke var uden tilknytning til Tyrkiet.

Højesteret fandt herefter, at der ikke var grundlag for at fastslå, at udvisning af tiltalte ville være i strid med associeringsafgørelsens artikel 14, stk. 1, eller artikel 8 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

Højesteret stadfæstede derfor landsrettens dom.