Vakse ansatte forpurrede forsøg på tricktyveri

(Foto: JYSK)

BIRKERØD: Onsdag eftermiddag kl. 17.23 anmeldte personalet fra JYSK, at en mand og en kvinde sammen var kommet tomhændede ind i butikken klokken 17.00. Manden gik ned i møbelafdelingen og opholdt noget personale der, mens kvinden indfandt sig ved kassen med nogle dyner i favnen og ønskede at få penge retur for dynerne. 

Kvinden kunne dog ikke fremvise en kvittering for, at hun tidligere havde købt og betalt for dynerne, og da personalet havde set personerne møde tomhændede op i forretningen, ville personalet ikke udbetale penge til kvinden, ligesom hun ikke fik lov til at forlade butikken med dynerne. I stedet blev kvinden anbefalet at kontakte hovedkontoret, såfremt hun ønskede at anfægte denne beslutning.

Kvinden forlod derefter butikken i hast og gik ud i en bil og gemte sig ved forsædet, mens manden i et mere roligt tempo ligeledes forlod butikken og gik ud til den samme bil.

Personalet mistænkte, at parret havde forsøgt at bedrage sig til at få penge retur, hvorfor personalet anmeldte forholdet til Nordsjællands Politi.

De to beskrives af personalet som:
A: Mand, østeuropæisk af udseende, 40 år gammel. 185 cm høj, kraftig af bygning, lys i huden, med sort kort hår. Talte dansk.
B: Kvinde, østeuropæisk af udseende, 35 år gammel, 165 cm høj, almindelig af bygning, lys i huden. Med brunt mellemlangt hår. Håret var farvet lysebrunt og var mørkebrunt i bunden og sat op i en hestehale. Talte dansk med meget accent.

De to var kørende i en sort stationcar af en lidt ældre årgang, muligvis en Opel.