Vanvidsbilist kørte i grøften med en promille over 2,00

(Foto: Politi.dk)

GANDRUP: Lørdag morgen modtog Nordjyllands Politi en anmeldelse via 1-1-2 fra en bekymret borger i Gandrup, som kørte bagved en kraftigt slingrende bilist.

Kort efter, at opkaldet begyndte, kunne anmelder så oplyse at bilisten netop var kørt i grøften. En beredskabspatrulje rykkede omgående ud efter den påvirkede bilist. De ankom kort efter til ulykkesstedet, hvor man heldigvis kunne konstatere, at bilisten ikke var kommet til skade i forbindelse med uheldet.

Den slingrende kvindes personbil modtog dog materielle skader – men det sluttede dog ikke der idet bilisten var tydeligt påvirket, da hun talte snøvlet og havde problemer med hendes balance.

En alkometertest understregede, at bilisten havde drukket for meget. Alt for meget. Promillen viste nemlig først 2,02 – markant over den lovlige grænse på 0,5 og et kvarter senere viste testen 2,12.

Grundet den tårnhøje promille var der tale om spiritusrelateret vanvidskørsel – altså kørsel med en promille over 2,00. Politiet sigtede og anholdt derfor bilisten denne overtrædelse af færdselsloven, hvorefter man beslaglagde personbilen med henblik på konfiskation.