Aktion mod social dumping: 28-årig syrer arbejdede ulovligt

KØGE: Udlændingeafdelingen hos Midt- og Vestsjællands Politi indfandt sig mandag morgen på en arbejdsplads i Ølby-området sammen med personale fra både Arbejdstilsynet og Skattestyrelsen.

I en lagerhal traf myndighederne en udenlandsk mand, der kørte rundt på en truck. Der var tale om en 28-årig mand fra Syrien, som var i besiddelse af sit syriske pas og en opholdstilladelse til Tyskland.

Han havde dog ikke nogen hverken opholds- eller arbejdstilladelse i Danmark, hvorfor han blev anholdt kl. 07.05 og sigtet for disse overtrædelse af udlændingeloven.

Efter afhøring til sagerne med assistance fra en tolk blev disse afgjort med en bøde, hvorefter politiet forelagde sagerne for Udlændingestyrelsen til afgørelse, hvorvidt han skal udvises af Danmark med et indrejseforbud.

Den 28-årige syrer er i mellemtiden forblevet i politiets varetægt i henhold til udlændingelovens bestemmelser.