Fem mænd og en kvinde idømt lange fængselsstraffe for narkohandel

I en sag om i alt 11 handler med hård narkotika er fem mænd og en kvinde mandag ved Retten på Frederiksberg idømt fængselsstraffe på mellem tre og ni år.

Handel med kokain, amfetamin og metamfetamin var centrum i en sag, der efter 10 retsmøder i dag blev afgjort ved Retten på Frederiksberg. Her stod seks personer tiltalt, og de blev i dag straffet med fængselsstraffe på mellem tre og ni år.

Ifølge rettens afgørelse deltog de seks personer hver især i en eller flere handler med hård narkotika. Handlerne foregik over en periode i 2019-2020, og der blev i de fleste tilfælde handlet med et kilo ad gangen.

En 48-årig mand var som den eneste i sagen tiltalt for at have deltaget i samtlige 11 handler, og han blev idømt ni års fængsel, mens hans 46-årige kammerat fik syv års fængsel.

Yderligere tre mænd i alderen 25 til 41 år blev idømt fængselsstraffe på mellem tre et halvt og fem år, mens en 46-årig kvinde fik tre års fængsel.

Handlerne er primært foregået i Københavnsområdet, men i enkelte tilfælde også på Midtsjælland og Sydsjælland. Efter en omfattende efterforskning slog politiet til i en koordineret anholdelsesaktion i marts 2020. Den 41-årige mand blev dog først anholdt i juni 2020.

»Politiet har på overbevisende vis kortlagt og dokumenteret begivenhedsforløbene i de 11 narkohandler. Det er godt arbejde, som har overbevist retten, og jeg er meget tilfreds med udfaldet,« siger specialanklager Andreas Emil Christensen fra anklagemyndigheden ved Københavns Politi

Fire af de dømte ankede på stedet dommen, men de resterende to udbad sig betænkningstid.