Flere tilfælde af snyd med førerkort i lastbiler

(Foto: Midt- og Vestsjællands politi)

Under en kontrol af lastbiler fandt politiets tungvognsspecialister mandag flere sager, hvor chaufførerne snød med deres førerkort, så de kunne køre og samtidig registrere pause. Der venter store bøder og frakendelse af kørekortet, til dem der ikke overholder køre- og hviletidsreglerne.

Politibetjente fra Tungvognscenter Øst hos Midt- og Vestsjællands politi var mandag på en målrettet lastbilskontrol på Køge Bugt Motorvejen ved Karlslunde Rasteplads. Kontrollen foregik samtidig på rastepladserne i begge retninger.

I alt 55 lastbiler blev kontrolleret, heraf 20 udenlandske. Ved kontrollen blev der skrevet politirapport på syv danske lastbiler og en enkelt udenlandsk.

En dansk chauffør blev sigtet for fem tilfælde af dokumentfalsk, da han brugte to førerkort. Betjentene er specialister inden for området, og de fik ud fra lastbilens data mistanke om, at chaufføren var i besiddelse af to førerkort. Han nægtede i første omgang forholdet, men betjentene helmede ikke. Efter en grundig visitation fandt politiet et førerkort mere, som ikke tilhørte føreren af lastbilen.

Senere stoppede politiet en anden dansk chauffør, der kørte lastbil på et udløbet førerkort.
Politiet kontrollerer altid køre/hviletid 28 dage tilbage, og i alt 14 dage i kontrolperioden, havde chaufføren kørt på det ugyldige førerkort. Hans førerkort var oven i købet meldt bortkommet. Både chauffør og virksomhed kan nu forvente en større bøde. Chaufføren fik naturligvis kørselsforbud, og virksomheden måtte sende en ny chauffør til stedet for at overtage lastbilen.

Sidst på dagen blev en udenlandsk chauffør stoppet i en dansk lastbil. Kontrollen af hans førerkort viste, at han havde kørt på to forskellige førerkort, udstedt i to forskellige lande. Det er naturligvis forbudt, når førerkortene er udstedt til den samme person.

Derudover havde chaufføren grelle eksempler på overtrædelser af sin køre/hviletid, idet han på en enkelt dag havde haft en daglig køretid på 23 timer. Det højst tilladte er ti timer før man skal tage et dagligt hvil på mindst ni timer. En anden dag havde han kun havde haft et dagligt reduceret hvil på to timer og 51 minutter. Chaufføren erkendte overtrædelserne og kan forvente et retsligt efterspil, hvor der vil blive nedlagt påstand om frakendelse af kørekortet.

Vognmændene kan, som ansvarlige for chaufførens kørsel, forvente ikke ubetydelige bøder i sagerne.

”Det er mange sager, hvor der snydes med førerkort, på en enkelt dag. Det er foruroligende og et tegn på, at der er behov for kontrol på det felt. Det er virkelig alvorlige sager. En træt chauffør kan virkelig være en farlig kombination med så stort et køretøj” siger politikommissær, Henrik Fobian, leder af Tungvognscenter Øst hos Midt- og Vestsjællands Politi.

Tungvogncenter Øst udfører lastbilskontrol på hele Sjælland, Lolland- Falster og Bornholm.