26-årig svensk mand dømt for indsmugling af 5,7 kilo hash

(Arkivfoto: Københavns Politi)

Seks måneders fængsel og udvisning med indrejseforbud i seks år blev dommen for at smugle hash over grænsen ved Møllehus i Tønder Kommune.

En 26-årig svensk mand er ved Retten i Sønderborg blevet idømt seks måneders fængsel for indsmugling af 6,5 kilo hash. Han blev samtidigt dømt til udvisning med indrejseforbud i seks år.

Indsmuglingen blev opdaget ved Toldstyrelsens rutinemæssige kontrol ved Møllehus grænseovergang i Tønder Kommune, hvor den 26-åriges personbil blev taget ud til kontrol.

Ved toldkontrollen forsøgte den svenske mand dels at gemme 800 gram hash i bukserne, dels forsøgte han at stikke af, men blev holdt tilbage af tolderne, indtil betjente fra Udlændingekontrolafdeling Vest (UKA Vest) ved Syd- og Sønderjyllands Politi nåede frem og anholdt manden.

Den 26-åriges køretøj blev efterfølgende ransaget af betjentene fra UKA Vest, hvor der blev fundet yderligere 5,7 kilo hash gemt i motorrummet. Ransagningen skete i Toldstyrelsens undersøgelseshal i Padborg.

Udlændingekontrolafdeling Vest (UKA Vest) er en specialenhed i Syd- og Sønderjyllands Politi bestående af operativt personale, efterforskere og analytikere. 

UKA Vest er placeret i Padborg – tæt på landegrænsen til Tyskland.
UKA Vest bekæmper grænseoverskridende kriminalitet i grænseregionen – eksempelvis omrejsende kriminelle grupper og arbejder i den forbindelse tæt sammen med Landespolizei, Bundespolizei og Zoll i Tyskland. 

På vegne af Dansk Politi hjemtager UKA Vest personer, der eksempelvis pågribes i Tyskland med tyvekoster fra Danmark. Det sker igennem europæiske arrestordrer, og personerne strafforfølges efterfølgende i Danmark for den begåede kriminalitet. UKA Vest har endvidere ansvaret for den midlertidige grænsekontrol til Tyskland. 

I grænseregionen patruljerer UKA Vest, Landespolizei og Bundespolizei sammen i fælles patruljer for også operativt at bekæmpe den grænseoverskridende kriminalitet. Smugling over landegrænsen til Tyskland har et særligt fokus i UKA Vest og en særlig Politi- og Toldenhed i Padborg gennemfører på baggrund af analyser og efterretninger indsatser rettet mod indsmugling af narkotika, våben, højt beskattede varer m.v.