Bilist uden kørekort sigtet for trusler mod medtrafikant

AARHUS: En 40-årig mand ringede mandag kl. 13.20 til politiet og fortalte, at han netop var blevet truet af en mand på Graham Bells Vej i Aarhus N.

Ifølge den 40-årige kom han kørende i sin bil, da en anden bilist af uvisse årsager pludseligt kørte ind foran ham og bremsede op.

Bilisten steg nu ud og råbte af den 40-årige, mens han holdt noget, der lignede en kniv, i sin ene hånd.

Herefter kørte bilisten fra stedet, og den 40-årige kontaktede politiet og oplyse signalement og nummerplade på bilen.

Lidt senere traf en patrulje bilen, som en 37-årig mand kørte. Han svarede nøje til det signalement, den anden bilist havde givet, og han blev derfor anholdt og sigtet for trusler.

Det viste sig, at den 37-årige slet ikke måtte køre bil, og han blev derfor også sigtet for kørsel uden førerret. Desuden blev han sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer, da han havde noget hash og skunk på sig.