Mand forsvundet med sin 8-årige datter efter samvær

En 32-årig mand og hans 8-årige datter har begge været forsvundet siden samvær lørdag i Roskilde. Efter samværet er datteren er ikke afleveret til moderen, som har den fulde forældremyndighed, hvorfor den 32-årige mistænkes for unddragelse af forældremyndigheden.

**OPDATERING: Datteren er hjemme i god behold, mens hendes far fortsat er efterlyst.**

Midt- og Vestsjællands Politi beder om offentlighedens hjælp til at finde en 32-årig, dansk mand og hans 8-årige datter fra Roskilde, som han lørdag den 4. december 2021 forsvandt sammen med i forbindelse med overvåget samvær.

Far og datter blev sidst set i området ved hovedbiblioteket i Roskilde, Dronning Margrethes Vej 14, 4000 Roskilde, kl. ca. 11.30 i forbindelse med det overvågede samvær, inden de i fællesskab forlod området.

Den 32-årige far er nu mistænkt for unddragelse af forældremyndigheden, idet datteren ikke er blevet afleveret lørdag eftermiddag som aftalt til moderen, der har den fulde forældremyndighed over barnet.

Midt- og Vestsjællands Politi ønsker derfor at komme i kontakt med personer, der lørdag har set far og datter sammen f.eks. i området ved biblioteket, i midten af Roskilde by eller måske sætte sig ind i et køretøj.

Den 32-årige far og hans 8-årige datter har været eftersøgt siden i går af politiet, der ikke ved, hvor de opholder sig og kan have en frygt for, at barnet tilbageholdes mod sin vilje eller er på vej ud af Danmark.

Signalementer af de efterlyste
Faderen hedder Mathias og beskrives som: mand, lys i huden, 32 år, 197 cm høj, almindelig af bygning, veltrænet, mørkt fuldskæg, langt mørkt hår i hestehale samlet i knold i nakken.

Lørdag var han iført blå jakke med vandret, sort stribe foran, sorte arbejdsbukser og sorte sko. Han er måske kørende i en mørkeblå Ford Mondeo stationcar med nummerpladen BA15406.

Den 32-årig kan måske søge mod Kolding-området, som han har en relation til.

Den 8-årige datter hedder Malua og beskrives som: pige, lys i huden, 8 år, ca. 140 cm høj, almindelig af bygning, langt lyst hår, iført en rød nissehue, mørkrød juletrøje med snefnug og julehjerter, blå jeans, lys jule-nederdel, mørke vinterstøvler med lilla snørebånd og en lyseblå jakke med Elsa/Anna (Frost-motiver) og medbringende en lyserød kaninbamse med grøn striktrøje.

 

Hvis nogen har set de to efterlyste eller ved, hvor de nu opholder sig, bedes oplysninger herom straks gives til Midt- og Vestsjællands Politi på tlf. 46351448 eller via nærmeste politi på tlf. 114.