Storfisker idømt bøde på 54 millioner kroner for omgåelse af regler for fiskekvoter

(Modelfoto: Pixabay)

Retten i Holstebro har i dag afsagt dom i den såkaldte kvotesag om overtrædelse af reglerne om kvotekoncentration inden for fiskeriet. Syv fiskere, en advokat og en revisor er tilsammen idømt bøder på 77 millioner kroner.

En fisker er som hovedmand idømt bøde på 54 millioner kroner for ved stråmandsvirksomhed at have omgået reglerne om fiskekvoter i årene fra 2013 til 2019. Retten fandt det bevist, at fiskeren har været den reelle ejer af en række fiskeriselskaber, som på papiret var ejet af syv medtiltalte.

Selskaberne blev anvendt til, at fiskeren kunne erhverve flere fiskekvoter end det var tilladt. Retten har desuden besluttet at konfiskere 162,5 millioner kroner fra de involverede selskaber. Det svarer til den skønnede værdi af udbyttet fra overtrædelserne af kvotereglerne.

Seks af de medtiltalte fiskere, der var registreret som ejere af selskaberne, og som hørte til fiskerens bekendte og familie, blev idømt bøder på mellem 500.000 og 4,6 millioner kroner. Retten fandt, at der forelå formildende omstændigheder vedrørende den sidste af de medtiltalte fiskere, og at straffen for ham efter omstændighederne skal bortfalde.

»Vi er meget tilfredse med at retten var enig i vores vurdering af, at fiskeren har ladet en række selskaber stå registreret som ejet af venner, bekendte og familiemedlemmer, mens det reelt var ham, der var ejer af selskaberne. De registrerede ejere har alene fungeret som stråmænd, for at fiskeren kunne erhverve kvoterne, og nu har vi rettens ord for, at det var ulovligt,« siger Ane Kallmayer Bach, specialanklager hos Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet (SØIK).

Derudover fandt retten det bevist, at en revisor og en advokat var skyldige have bistået storfiskeren med at omgå reglerne. Derfor blev der idømt bøder på henholdsvis 3 millioner kroner til revisionsvirksomheden, 2 millioner kroner til revisoren, 2 millioner kroner til advokatfirmaet og 1 million kroner til advokaten.

Den hovedtiltalte fisker, revisoren og advokaten blev frifundet for påstand om rettighedsfrakendelse.