36-årig nægtede narko- og sprit test: Anholdt og sigtet på stedet

(Arkivfoto: Allan Andersen)

STENLØSE: Onsdag aften klokken 20.13 blev en 36-årig mandlig bilist fra Søborg standset og sigtet for sprit- og narkokørsel.

Standsningen skete på Frederikssundsvej, udfor Harald Nyborg, efter en kort eftersættelse i lav fart, hvor den 36-årige blandt andet præsterede at køre et sidespejl af på en anden bil undervejs.

Den 36-årige fremstod påvirket, men han ønskede absolut ikke at deltage i test med hverken alko- eller narkometer, hvorfor han blev sigtet for både sprit- og narkokørsel og taget med til udtagning af blodprøve, der skal fastslå den eventuelle grad af påvirkning.

Ligeledes blev han sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen, da han udviste stødende og aggressiv adfærd over for patruljen.