Virksomhed dømt for ulovligt PCB-holdigt betonoplag

NÆSTVED: 70.000 kroner i bøde til en virksomhed i Sorø Kommune, samt bøder indtil forgiftet beton behandles korrekt, sådan lød resultatet af en sag ved Retten i Næstved mandag.

En erhvervsvirksomhed i Sorø Kommune er i dag blevet idømt en bøde på 70.000 kroner for siden 2016 at have haft et oplag af flere tusinde tons PCB-holdig beton, som virksomheden ikke indbyggede eller opbevarede, som den skulle ifølge den miljøgodkendelse, som virksomheden i 2014 havde opnået fra Sorø Kommune.

Betonaffaldet indeholder rester af det stærkt forurenende giftstof PCB, og det skulle derfor håndteres og anvendes på en sikker måde, så giften ikke spredte sig. På trods af miljøgodkendelsen, påbud og flere indskærpelser fra kommunen undlod virksomheden dog at håndtere betonaffaldet, som den skulle.

Virksomheden skal nu senest den 15. februar 2022 sørge for, at forureningen afværges. Sker det ikke, skal virksomheden betale tvangsbøder på 20.000 kr. pr. måned, indtil det er sket.

Den dømte virksomhed har nu 14 dage til at beslutte, om dommen skal ankes til Østre Landsret.